Norma
| Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||
| Om verket | |||||||
| Les mer om verket | |||||||
HU: 327
Fortale
Forleden Dag befandt jeg mig paa Storthingsgalleriet; den Sag, der diskutteredes, var af samme Natur som de fleste, og jeg kan derfor ikke længere erindre, hvorom den dreiede sig. Da Schydtz tilfældigviis talede og jeg saaledes ikke havde Noget at fæste min Opmærksomhed til, lod jeg Phantasien frit Spillerum, og overgav mig til denne behagelige Svævenom halvt paa Virkelighedens, halvt paa Uvirkelighedens Gebet, hvortil vi i ledige Timer saa gjerne overlade os, naar Sjælen enten føler sig trættet eller den Yderverden, der omgiver os, fremkalder det tilbørlige søvndyssende Indtryk. Jeg tænkte som saa: I disse 106 Hoveder dels med, dels uden Parykker findes Kvintessentsen af al den Fortrinlighed, af al den aandelige Begavelse, som gamle Norge har at opvise ligefra Nordkap til Lindesnæs, ligefra Svinesund til Stavanger (hvorfra
Natvig jo er valgt). Her findes Genialiteten, Veltalenheden, Patriotismen, Liberaliteten sammendynget i kompakte Masser. Og af alle disse fortrinlige Egenskaber have selv de sjeldneste Forekomstformer deres Repræsentanter, saaledes repræsenteres f. Ex. en vis Nuance af Genialiteten ved
Skjerkholdt, en vis dito af Veltalenheden ved
Parneman, o. s. v., o. s. v. Den lyriske Begavelse finder naturligviis sit Udtryk gjennem Natvig, der saaledes paa en vis Maade danner Formidlingsledet mellem Poesien og Politiken.I denne Retning fortsatte jeg mine Betragtninger i
HU: 328
nogle Timer, indtil Schydtz blev færdig og min uforstyrrede Tankeflugt saaledes afbrødes.
Om Aftenen saa jeg «Norma», og pludselig gik der et Lys op for mig: «Storthinget er en dramatisk begavet Korporation!» Jeg vil ikke søge at gjøre hverken mig selv eller Læseren Rede for den Slutningsrække, der ledede mig til dette Resultat, thi hvo kjender vel ikke Tonernes Magt, hvo veed vel ikke, at det er Musiken givet med Alexandersværdet at overhugge Tanketraadens gordiske Knuder, med Lynfart at skyde os fremad paa den logiske Spiralvandring og stille os paa et Punkt, som vi mindst havde ventet? Men jo nøiere jeg betragtede Sagen, desto klarere og mere indlysende blev den mig.
Holmboe er den agtværdige Fader i Skuespillet,
Motzfeldt,
Lange og
Harris den gamle vrantne Onkel, som har tabt Følelsen for Livets Poesi, men som dog er god at have i Baghaanden, hvormeget hans prosaiske Verdensviisdom end optræder fiendtlig mod de unge Elskendes phantastiske Planer og Luftkasteller. Oppositionen overhovedet er Koketten, som enhver ung Fusentast gjerne courer
for men som han dog sædvanligviis til Slutning betænker sig paa at tage til Kone (især da hendes Medbeilerinde gjerne bringer ham en klækkeligere Medgift).
Stabell er naturligviis
Intriguestykkets Helt, han er en af disse ægte dramatiske Charakterer, som
Heiberg omtaler, «som man mere maa gjætte sig til end anskue og som omsider ved Stykkets Slutning standse der, hvor man af Begyndelsen at dømme mindst skulde vente det.»Disse Betragtninger var det, som bevægede mig til at arrangere Operaen «Norma eller en Politikers Kjærlighed,» hvis Text medfølger aftrykt, og som jeg herved tilbyder Thinget til Opførelse ved en eller anden festlig Leilighed. Musiken maa det selv sørge for, og da det Virtuoser paa alle mulige Instrumenter ligefra Trompet til Tromme og Basun, saa vil dette forhaabentlig ikke falde vanskeligt. Rigtignok veed jeg, at Thinget « indtil videre» har fuldt op at bestille, men det var jo dog ikke umuligt, at hans Majestæt kunde befrygte farlige Følger af disse overvættes Anstrængelser, især i Hundedagene, og dersom altsaa Thinget en skjøn Dag skulde blive bevilget Ferie «indtil videre,» saa vilde det være godt, om det havde en nyttig og behagelig Tidsfordriv at divertere sig med.
HU: 329
jo eier Virtuoser paa alle mulige Instrumenter ligefra Trompet til Tromme og Basun, saa vil dette forhaabentlig ikke falde vanskeligt. Rigtignok veed jeg, at Thinget « indtil videre» har fuldt op at bestille, men det var jo dog ikke umuligt, at hans Majestæt kunde befrygte farlige Følger af disse overvættes Anstrængelser, især i Hundedagene, og dersom altsaa Thinget en skjøn Dag skulde blive bevilget Ferie «indtil videre,» saa vilde det være godt, om det havde en nyttig og behagelig Tidsfordriv at divertere sig med.
HU: 331
PersonerneDO. AF DRUIDINDER – de Stumme i Thinget
hedenske Hunde, der ligesom Uglerne og Flaggermusene helst dreve deres Spil i mørke Skove, hvor Oplysningen (fra Sol og Maane) vanskelig kunde trænge ind.)
HU: 327
Fortale
Forleden Dag befandt jeg mig paa Storthingsgalleriet; den Sag, der diskutteredes, var af samme Natur som de fleste, og jeg kan derfor ikke længere erindre, hvorom den dreiede sig. Da Schydtz tilfældigviis talede og jeg saaledes ikke havde Noget at fæste min Opmærksomhed til, lod jeg Phantasien frit Spillerum, og overgav mig til denne behagelige Svævenom halvt paa Virkelighedens, halvt paa Uvirkelighedens Gebet, hvortil vi i ledige Timer saa gjerne overlade os, naar Sjælen enten føler sig trættet eller den Yderverden, der omgiver os, fremkalder det tilbørlige søvndyssende Indtryk. Jeg tænkte som saa: I disse 106 Hoveder dels med, dels uden Parykker findes Kvintessentsen af al den Fortrinlighed, af al den aandelige Begavelse, som gamle Norge har at opvise ligefra Nordkap til Lindesnæs, ligefra Svinesund til Stavanger (hvorfra
Natvig jo er valgt). Her findes Genialiteten, Veltalenheden, Patriotismen, Liberaliteten sammendynget i kompakte Masser. Og af alle disse fortrinlige Egenskaber have selv de sjeldneste Forekomstformer deres Repræsentanter, saaledes repræsenteres f. Ex. en vis Nuance af Genialiteten ved
Skjerkholdt, en vis dito af Veltalenheden ved
Parneman, o. s. v., o. s. v. Den lyriske Begavelse finder naturligviis sit Udtryk gjennem Natvig, der saaledes paa en vis Maade danner Formidlingsledet mellem Poesien og Politiken.I denne Retning fortsatte jeg mine Betragtninger i
HU: 328
nogle Timer, indtil Schydtz blev færdig og min uforstyrrede Tankeflugt saaledes afbrødes.
Om Aftenen saa jeg «Norma», og pludselig gik der et Lys op for mig: «Storthinget er en dramatisk begavet Korporation!» Jeg vil ikke søge at gjøre hverken mig selv eller Læseren Rede for den Slutningsrække, der ledede mig til dette Resultat, thi hvo kjender vel ikke Tonernes Magt, hvo veed vel ikke, at det er Musiken givet med Alexandersværdet at overhugge Tanketraadens gordiske Knuder, med Lynfart at skyde os fremad paa den logiske Spiralvandring og stille os paa et Punkt, som vi mindst havde ventet? Men jo nøiere jeg betragtede Sagen, desto klarere og mere indlysende blev den mig.
Holmboe er den agtværdige Fader i Skuespillet,
Motzfeldt,
Lange og
Harris den gamle vrantne Onkel, som har tabt Følelsen for Livets Poesi, men som dog er god at have i Baghaanden, hvormeget hans prosaiske Verdensviisdom end optræder fiendtlig mod de unge Elskendes phantastiske Planer og Luftkasteller. Oppositionen overhovedet er Koketten, som enhver ung Fusentast gjerne courer
for men som han dog sædvanligviis til Slutning betænker sig paa at tage til Kone (især da hendes Medbeilerinde gjerne bringer ham en klækkeligere Medgift).
Stabell er naturligviis
Intriguestykkets Helt, han er en af disse ægte dramatiske Charakterer, som
Heiberg omtaler, «som man mere maa gjætte sig til end anskue og som omsider ved Stykkets Slutning standse der, hvor man af Begyndelsen at dømme mindst skulde vente det.»Disse Betragtninger var det, som bevægede mig til at arrangere Operaen «Norma eller en Politikers Kjærlighed,» hvis Text medfølger aftrykt, og som jeg herved tilbyder Thinget til Opførelse ved en eller anden festlig Leilighed. Musiken maa det selv sørge for, og da det Virtuoser paa alle mulige Instrumenter ligefra Trompet til Tromme og Basun, saa vil dette forhaabentlig ikke falde vanskeligt. Rigtignok veed jeg, at Thinget « indtil videre» har fuldt op at bestille, men det var jo dog ikke umuligt, at hans Majestæt kunde befrygte farlige Følger af disse overvættes Anstrængelser, især i Hundedagene, og dersom altsaa Thinget en skjøn Dag skulde blive bevilget Ferie «indtil videre,» saa vilde det være godt, om det havde en nyttig og behagelig Tidsfordriv at divertere sig med.
HU: 329
jo eier Virtuoser paa alle mulige Instrumenter ligefra Trompet til Tromme og Basun, saa vil dette forhaabentlig ikke falde vanskeligt. Rigtignok veed jeg, at Thinget « indtil videre» har fuldt op at bestille, men det var jo dog ikke umuligt, at hans Majestæt kunde befrygte farlige Følger af disse overvættes Anstrængelser, især i Hundedagene, og dersom altsaa Thinget en skjøn Dag skulde blive bevilget Ferie «indtil videre,» saa vilde det være godt, om det havde en nyttig og behagelig Tidsfordriv at divertere sig med.
HU: 331
PersonerneDO. AF DRUIDINDER – de Stumme i Thinget
hedenske Hunde, der ligesom Uglerne og Flaggermusene helst dreve deres Spil i mørke Skove, hvor Oplysningen (fra Sol og Maane) vanskelig kunde trænge ind.)
HU: 333
FØRSTE AKTEn tyk Skov med tilbørligt Halvmørke, i Baggrunden «norske Klipper»; Blaaveis og Frihedskokarder blomstre i Granernes Ly. Midt paa Scenen en hellig Afgudssteen, hvori «Frihedsværket» er indfattet i Glas og Ramme.
Blaaveis og Frihedskokarder blomstre i Granernes Ly. Midt paa Scenen en hellig Afgudssteen, hvori «Frihedsværket» er indfattet i Glas og Ramme.Første Scene
Ariovist, Druider og Druidinder komme med Trompeterne i Spidsen.
ARIOVIST
I det gamle, ja, i det ældgamle Nor!
(afsides)
Ja, for Norge er Død og Pine et ældgammelt Land.
ALLE
Ja i det gamle, det ældgamle Nor!
ARIOVIST
Staar «Frihedsværket» i Glas og Ramme! –
Det staar der saa fast i Stenen indfattet,
ARIOVIST
Og om vor Helligdom maae vi frede;
For raa Barbarer vil rive den ned,
Vil flytte den hen paa et andet Sted,
Hvor Solen skinner den hele Dag,
(Og Maanen til visse Tider om Natten)
Og derfor er det en afgjort Sag
HU: 334
At vi maae værne om Frihedsskatten!Ja, Noget maa gjøres, den Sag er klar!
DRUIDERNE
Ja Noget maa gjøres, men hvad, o svar!
ARIOVIST
Ja, seer I, Børn! her just det gjælder,
At handle ret efter Alles Sind!
Jeg lagde den helst i et dirkfrit Skrin
Under Laas og Slaa i en sikker Kjælder,
Saa kan man den finde, naar Verden forgaar,
Saa fersk og ny som den var igaar,
Vil staae, naar hele Verden mon falde,
Men kom, lad os gaae en Smule til Siden,
At hvile os ud, samle Kræfter til Striden;
(afsides)
At holde mig en Hestelængde bagud for Tiden.*)
De gaae.
Anden Scene
SEVERUS
Gjemmer vor Helligdom, Frihedsværket! –
(seer sig om)
For Fanden, de ere jo alt borte; saa kunde jeg have sparet det hele Vrøvl.
Tys, forsigtig maa man være,
Det er min gamle gyldne Lære,
O, vee, hvis Norma mig her skulde finde,
Hvem veed hvad hun vel kunde faae i Sinde!
Hun er en høist erritabel Kvinde,
*)Man vil bemærke at de Vers, der fremsiges afsides, ere anderledes byggede, end de, der HU: 335
Og skjønt hun tit nok er vant til sligt,maa høres af Alle og Enhver; dette er ingenlunde nogen Skjødesløshed, men med Forsæt iagttaget, da vel underrettede Personer ville vide, at vore politiske Skuespillere endog til Dagligbrug betjene sig af et særegent Versemaal, naar de tale afsides.
Hun holder dog strængt paa Moral og Pligt,
Og derfor maa jeg, som nylig sagt,
Ofre tilbørligt paa hendes Alter,
Men hvem kommer der i den dunkle Skov?
Adalgisa er det, mit Hjerte banker,
Knapt raader jeg meer over mine Tanker,
For lønlige Længsler er jeg et Rov!
Tredie Scene
Severus, Adalgisa.
ADALGISA Recitativ
Har her mig i Lunden et Stævne sat,
Saa skulde jeg herved ikke undlade
Tjenstligst at melde min Ankomst for dig!
SEVERUS
O, søde Stemme, o tryllende Ord! –
Saa hør da hvad i mit Hjerte boer!
(vil knæle, men betænker sig)
ADALGISA
Som en ærbar og sædelig Mø
Hjertet er ikke det rette Forum
Hos mig – –
SEVERUS
Da staar jeg der sandelig nok saa net,
Jeg veed jo, at mine Synder er mange,
(Thi Bladets Spalter er saare lange);
Men den, som staar paa Omvendelsens Vei,
SEVERUS
Ha, Norma du mener, o tro ikke sligt!
SEVERUS
Det var hun, det maa jeg bekjende med Skamme,
Nu er det forbi, det var kun et Digt,
Det var kun en flygtig, poetisk Drøm,
En bristende Boble paa Livets Strøm.
(Som gaae under Navn af de Liberale),
Som tale haanligt om gyldne Sale,
Med Norden, som vaagnede af sin Dvale,
Og jubler omkap med Vaarens Svale
Paa Frihedsdagen, – kort, til de Gale!
Men nu er jeg kjed af længer at ride
Jeg sværmer grundig; – – du mig forstaar!
Rørende Omfavnelse; Tæppet gaar for Velanstændighedens Skyld ned.
(Forts.)
NORMA
ELLER EN POLITIKERS KJÆRLIGHED
MUSIK-TRAGEDIE I TRE AKTER
(Slutning fra forrige Nummer)
HU: 325
ANDEN AKTEt Lønkammer, hvor man kan snakke sammen i al Gemytlighed.
Første Scene
Norma kommer med sine to Børn.
NORMA
De skjælve, de vakle, de arme Smaa,
Paa egne Been kan de neppe staae;
Det er dog en sørgelig Ting at være
Moder med en saa liden Ære.
De haste jo alt fra Fødselen af
Severus er Skyld i den hele Sag,
(Han kunde jo have faret i Mag),
Sikkerlig havde jeg da været Moder
Til tvende sunde og stærke Poder.
Anden Scene
De Forrige, Adalgisa.
ADALGISA afsides
Der er hun; nu kan jeg tilgavns dog plage
Den arme Taabe; hvor vil hun ei klage,
Gebærde sig, tænker jeg, næsten som gal,
Naar op jeg træder som hendes Rival?
(høit)
Ei er det dig, min bedste Veninde!
Hvor herligt, at her jeg skulde dig finde,
Og dine Smaa, de leve endnu!
HU: 326
NORMA
De leve; ja vist, men det Liv er en Gru!
ADALGISA
Ja det er høist beklageligt, Kjære,
Men hvor kan det anderledes vel være,
Severus spiller et fiffigt Spil,
Han er dig utro, om saa du vil,
Og kun hvor Troskab og Kjærlighed boer,
NORMA
Hvad, utro? O nei kom ikke med Sligt,
Det er kun Opspind, det er kun Digt;
Han veed jo dog hvad der er hans Pligt –
(betænker sig)
Men Et har dog min Mistænksomhed vakt.
Han sniger sig om i Lunden herinde.
Hvem veed hvad han egentlig har i Sinde. –
Tredie Scene
De Forrige. Severus (kommer uden at bemærke Norma).
SEVERUS omfavner Adalgisa
Elskede! du paa disse Steder!
NORMA
Forræder! Forræder!
SEVERUS
Tys, vær dog stille, jeg beder, jeg beder!
NORMA
For – –
SEVERUS hidsig
Nei, vil du nu bare holde Mund, det gaar saagu ikke an for dannede Mænd at lytte til ufornuftige Kvinders Skrig over Ting, som de ikke forstaae.
(hvisker ud til en Maskinkarl)
Aa, lad Tæppet gaae ned, dette er jo en skandaløs Scene.
Tæppet siger: «Det har De saagu Ret i», hvorpaa det gaar hurtigt ned.
HU: 327
TREDIE AKTFørste Scene
Det er allerede langt paa Dagen, men de fleste af Druiderne, der, som bekjendt, altid holde sig et Stykke bagud for Tiden, ligge endnu under Træerne i dyb Søvn; Nogle ere dog vaagnede, da Allarmtrommer og vilde Hyl høres bag Scenen ligesom i « Huldrens Hjem».
Huldrens Hjem».
EN VAAGEN DRUIDE
Hvad er det for Larm, hvad er det for Skrig.
EN ANDEN
Det er sikkert Signal til en blodig Krig,
Hør kun det vilde forbitrede Skraal,
Paa Severus, – det hørte jeg selv hun svor.
FØRSTE
Nu ja, den Skade er ikke saa stor,
Han er jo i Grunden ei nogen af Vore,
Jeg troer knapt jeg offrede ham en Taare,
Selv om han livløs laa paa sin Baare!
Anden Scene
De Forrige. Norma (kommer ind i Berserkergang, som om Nogen havde foreslaaet at forbedre Grundloven).
Berserkergang, som om Nogen havde foreslaaet at forbedre Grundloven).
NORMA
Vaagn dog, Druider! o kom, o kom!
Alle som Een, – her holder jeg Dom.
Druiderne fare op i stor Forskrækkelse.
EN SØVNDRUKKEN DRUIDE forbitret
Gaa ad Regjeringen til! Hvad er det for Spektakel!
EN ANDEN forskrækket
Har Høvdingen opløst de Vises Raad?
HU: 328
EN TREDIE klagende
NORMA
Kom dog til Eder selv, jeg beder!
Det gjælder Severus, den frække Forræder!
Tredie Scene
Severus føres frem, indviklet i sin egen Snare.
SEVERUS afsides
Ah, hvor jeg lettes –
Listen er noget drøi i Længden,
Saa vinder jeg Tid, maaskee kan jeg reddes.
(høit)
Nu vel, jeg bekjender da først, at Mængden
Det var kun et fiffigt beregnet Spil.
NORMA
Ha, da skal du døe –
(hæver Dolken med oppositionelt Raseri, men støder naturligviis ikke til. Adalgisa kommer i det Samme i en Engels Skikkelse og forvandler ham til en Halvgud, eller, som man nutildags udtrykker sig, til en Minister)
SEVERUS med imponerende Holdning
Imellem Statens forskjellige Magter,»
NORMA forekommende
Ih, ja Gud bevare’s, hvor kan Deres Velbaarenhed troe andet – –
Severus gaar.
Tæppet falder.
ARIOVIST bliver staaende i en grublende Stilling
(afsides)
Det var da Fanden til Historie; hvem veed om ikke ogsaa jeg – – – nu ja, kommer Tid, kommer Raad! – – –
Ende.
